Skip to main content

Heparin

En repræsentation af Heparin

Heparin er en medicin, der hæmmer blodets koagulation og dermed forhindrer eller opløser dannelsen af blodpropper. Blodpropper kan føre til alvorlige komplikationer som tromboser, embolier eller slagtilfælde. Heparin kan også bruges til dyr, herunder hunde, for at forebygge eller behandle blodpropper. I denne artikel kan du læse mere om virkningerne, brugen og bivirkningerne af heparin til hunde.

Hvordan virker heparin?

Heparin er et naturligt forekommende molekyle, der består af en kæde af sukkerarter. Det binder sig til en faktor i blodet, der hedder antitrombin III. Denne faktor hæmmer normalt aktiviteten af forskellige koagulationsfaktorer, der er involveret i dannelsen af fibrin. Fibrin er et protein, der danner grundlaget for blodpropper. Heparins binding til antitrombin III øger dets effekt og hæmmer dermed koagulationsfaktorerne i højere grad. Resultatet er reduceret fibrindannelse og en reduceret tendens til, at blodet størkner.

Hvornår bruges heparin?

Heparin kan bruges til forskellige sygdomme eller situationer, der fører til en øget tendens til, at blodet størkner. Disse omfatter

  • DIC (dissemineret intravaskulær koagulation): Dette er en livstruende lidelse, hvor der er ukontrolleret aktivering af koagulation i hele kroppen. Dette fører til forbrugskoagulopati, hvor koagulationsfaktorerne og blodpladerne opbruges, hvilket resulterer i alvorlige blødninger. Årsagerne til DIC kan være mange, f.eks. infektioner, kræft, forgiftning eller chok.
  • Trombose: Dette er dannelsen af en blodprop i et blodkar, som hindrer eller blokerer blodgennemstrømningen. Det kan føre til vævsskade eller organsvigt. De mest almindelige steder for trombose er venerne i benene eller lungerne (lungeemboli).
  • Sygdomme med potentiel hyperkoagulabilitet: Det er sygdomme, der kan øge risikoen for trombose, f.eks. Cushings syndrom, nefrotisk syndrom eller kardiomyopati.
  • Kirurgiske indgreb: Dette kan resultere i skader på blodkarrene, som kan udløse en koagulationsreaktion. Det kan også føre til nedsat mobilitet hos dyret, hvilket nedsætter blodgennemstrømningen og dermed øger risikoen for trombose.
  • Forbrændinger: Dette kan forårsage skader på huden og blodkarrene, hvilket kan udløse en koagulationsreaktion. Der kan også opstå en betændelsesreaktion, som øger tendensen til koagulation.

Hvordan bruges heparin?

Heparin findes i forskellige former og doser. De mest almindelige former er

  • Ufraktioneret heparin (UFH): Dette er den oprindelige heparin, som udvindes af dyrevæv. Det har en høj molekylær masse og en variabel effekt. Det skal derfor overvåges regelmæssigt for at kunne justere den korrekte dosis. Det administreres normalt som en intravenøs infusion eller subkutan injektion.
  • Heparin med lav molekylvægt (NMH): Dette er et syntetisk heparin, der er fremstillet af UFH. Det har en lavere molekylær masse og en mere ensartet virkning. Det kræver derfor mindre overvågning og kan gives i faste doser. Det gives normalt som en subkutan injektion.

Doseringen af heparin afhænger af indikationen, dyrets vægt og tilstand. Der findes ingen standardiserede anbefalinger for dosering af heparin til hunde, så dyrlægen skal afgøre den optimale dosering på individuel basis. Som en generel regel har en højere dosis en stærkere antikoagulerende effekt, men øger også risikoen for blødning. En lavere dosis har en svagere antikoagulerende effekt, men også en lavere risiko for blødning.

Følgende doser anbefales normalt for UFH:

  • Til behandling af trombose eller DIC: 150-250 IE/kg hver 8. time som en subkutan injektion eller som en kontinuerlig intravenøs infusion.
  • Til profylakse af trombose: 75 IE/kg hver 8. time som subkutan injektion.

Følgende doser anbefales normalt til NMH:

  • Til behandling af trombose eller DIC: 100-200 IE/kg hver 12. time som subkutan injektion.
  • Til profylakse af trombose: 50-100 IE/kg hver 12. time som subkutan injektion.

Effekten af heparin kan overvåges ved hjælp af forskellige koagulationstests, f.eks. aPTT (aktiveret partiel tromboplastintid), TT (trombintid) eller anti-faktor Xa-testen. Disse tests måler den tid, det tager for blodet at størkne. Jo længere tid, jo stærkere er hæmningen af koagulationen. Målværdierne for disse tests afhænger af indikationen og det anvendte heparin. Generelt bør aPTT forlænges med 1,5 til 2,5 gange og TT med 2 til 4 gange normalværdien. Anti-faktor Xa-testen bør vise en værdi på mellem 0,2 og 0,7 IE/ml.

Hvad er bivirkningerne ved heparin?

Den mest almindelige og mest alvorlige bivirkning ved heparin er blødning. Det kan føre til anæmi, chok eller død. Blødningen kan opstå forskellige steder, f.eks. i mave-tarmkanalen, lungerne, hjernen eller på injektionsstedet. Symptomerne på blødning kan være

En anden mulig bivirkning ved heparin er trombocytopeni. Det er mangel på blodplader, som er vigtige for blodets koagulation. Paradoksalt nok kan trombocytopeni føre til en øget blødningstendens. Årsagen til trombocytopeni er ikke helt klarlagt, men man mener, at det er en immunmedieret reaktion, hvor der dannes antistoffer mod heparin eller antitrombin III. Symptomerne på trombocytopeni kan være

  • Petechier (små røde prikker) på huden eller slimhinderne
  • Hæmatomer (blå mærker)
  • Næseblod
  • Blødende tandkød

En sjælden, men potentielt livstruende bivirkning ved heparin er hyperkaliæmi. Det er et forhøjet kaliumniveau i blodet, som kan føre til hjertearytmi.

 

Forfatterne går ud fra, at en dyrlæge bør konsulteres, hvis et dyr er sygt, og at medicin kun bør tages efter konsultation med en læge eller et apotek. Kun en individuel undersøgelse kan føre til en diagnose og beslutning om behandling.

Vi kan hjælpe dig med at finde din nærmeste dyrlæge → På denne måde