Cauda equina-syndrom

Hvad er cauda equina-syndrom?

Cauda equina-syndrom (CES) er også kendt som degenerativ lumbosakral stenose (DLSS) eller lumbosakral stenose. Det er en neurologisk lidelse, der skyldes kompression af nerverødderne for enden af rygmarven. Disse nerverødder danner den såkaldte cauda equina, som ligner en hestehale og er ansvarlig for at forsyne muskler og organer på bagsiden af kroppen.

Kompression af nerverødderne skyldes som regel degenerative forandringer i rygsøjlen, især ved overgangen fra den sidste lændehvirvel (L7) til den første sakralhvirvel (S1). Denne overgang er særlig mobil og modtagelig for tegn på slitage som slidgigt, diskusprolaps eller knoglesporer. Disse forandringer indsnævrer rygmarvskanalen, som nerverødderne løber i, og forårsager et mekanisk pres på nervefibrene. Det kan skade nerverne og forringe deres funktion.

Hvilke hunde bliver ramt?

Cauda equina-syndrom forekommer hovedsageligt hos ældre hunde, der vejer mere end 20 kg. En undtagelse er pudlen, som også ofte rammes. Af de store hunderacer er det især schæferhunde, kæmpeschnauzere, siberian huskies, dobermann, rottweilere og boxere, der rammes. Genetiske faktorer kan også spille en rolle, f.eks. hvis en hund har en såkaldt overgangshvirvel, som har strukturelle karakteristika fra to forskellige dele af rygsøjlen.

Hvordan genkender man cauda equina-syndrom?

Cauda equina-syndrom manifesterer sig gennem forskellige symptomer, som kan variere afhængigt af sygdommens sværhedsgrad og progression. De mest almindelige tegn er

• Smerter i lændehvirvelsøjlen, som øges, når man rejser sig, hopper eller går op ad trapper
• Tab af ydeevne, træthed og sløvhed
• Tåslæbning eller snublen med bagpoterne
• Svaghed eller lammelse af bagbenene
• Inkontinens af urin eller afføring
• Manglende logren med halen eller halelammelse
• Muskelsvind på bagbenene
• Hævet ryg eller foroverbøjet kropsholdning

Symptomerne kan opstå gradvist eller pludseligt og kan forbedres eller forværres fra tid til anden. De bliver ofte fejlfortolket som tegn på aldring eller forvekslet med andre sygdomme som f.eks. slidgigt eller diskusprolaps.

Hvordan diagnosticeres cauda equina-syndrom?

For at diagnosticere cauda equina-syndrom skal en dyrlæge foretage en grundig klinisk undersøgelse. Det omfatter kontrol af reflekser, smertefølsomhed og muskelstyrke i bagbenene. Hunden undersøges også for tegn på inkontinens eller nerveskader.

For at bekræfte diagnosen er det normalt nødvendigt med billeddannende procedurer som røntgen, computertomografi (CT) eller magnetisk resonans (MRI). Disse kan visualisere forandringerne i rygsøjlen og kompressionen af nerverødderne.

Hvordan behandles cauda equina-syndrom?

Behandlingen af cauda equina-syndrom afhænger af sygdommens sværhedsgrad og hundens generelle tilstand. Der er to muligheder: konservativ eller kirurgisk behandling.

Konservativ behandling består i at give smertestillende og antiinflammatorisk medicin for at lindre symptomerne. Fysioterapi kan også hjælpe med at forbedre bagbenenes mobilitet og muskulatur. Vægtreduktion hos overvægtige hunde og justering af aktivitetsniveauet er også vigtigt for at reducere belastningen på rygsøjlen.

Kirurgisk behandling har til formål at fjerne kompressionen af nerverødderne og udvide rygmarvskanalen. Der findes forskellige kirurgiske teknikker til dette, f.eks. laminektomi, hvor en del af hvirvelbuen fjernes, eller foraminotomi, hvor åbningerne til nerverødderne forstørres. I nogle tilfælde afstiver man også det lumbale-sakrale kryds for at forhindre yderligere ustabilitet.

Kirurgisk behandling har normalt større chance for succes end konservativ behandling, især hvis symptomerne allerede er fremskredne. Men den er også forbundet med større risici og omkostninger. Det er derfor nødvendigt at beslutte, hvilken behandlingsmetode der er bedst egnet til hver enkelt hund.

Hvad er prognosen for cauda equina-syndrom?

Cauda equina-syndrom er en kronisk sygdom, som ikke kan kureres. Behandling kan dog forbedre hundens livskvalitet og bremse sygdommens udvikling. Prognosen afhænger af forskellige faktorer som alder, helbredstilstand, symptomernes sværhedsgrad og den valgte behandlingsform. Som regel har hunde med kirurgisk behandling en bedre prognose end hunde med konservativ behandling. Der kan dog opstå komplikationer, eller symptomerne kan vende tilbage, selv efter operationen.