Skip to main content

Wobbler-syndromet

Wobbler syndrom er en sygdom i rygsøjlen, som primært rammer store hunderacer. Årsagen er en forsnævring af rygmarvskanalen, som fører til kompression af rygmarven. Det resulterer i neurologiske symptomer som svaghed, balanceproblemer og lammelse af bagbenene. I denne artikel kan du lære mere om wobbler-syndrom, hvordan det diagnosticeres og behandles, og hvordan du kan give din hund det bedst mulige liv.

Hvad er årsagerne til og risikofaktorerne for Wobbler-syndrom?

Man kender ikke den nøjagtige årsag til Wobbler-syndrom, men der er nogle faktorer, som kan øge risikoen. Disse inkluderer:

  • Hundens størrelse og vægt: Store og tunge hunde har en højere belastning på rygsøjlen, hvilket kan føre til slitage på skiver og ryghvirvler.
  • Genetik: Wobbler-syndrom ser ud til at være mere almindeligt hos nogle hunderacer end andre. Berørte racer omfatter grand danois, dobermann, berner sennenhund, rottweiler og newfoundlænder.
  • Alder: Wobbler-syndrom opstår normalt hos ældre hunde, når rygsøjlen degenererer over tid. Det kan dog også forekomme hos yngre hunde, hvis de har en medfødt misdannelse af rygsøjlen.

Hvordan genkender man wobbler-syndrom?

Symptomerne på Wobbler-syndrom kan variere afhængigt af sværhedsgraden og lokaliseringen af rygmarvskompressionen. De mest almindelige tegn er

  • En ustabil og vaklende gang, især i bagbenene. Hunden kan snuble, falde om eller miste koordinationen.
  • Nedsat smertefornemmelse i bagbenene. Hunden kan komme til skade eller brænde sig selv uden at opdage det.
  • Svaghed eller lammelse i bagbenene. Hunden kan ikke længere stå op eller gå eller har ikke længere nogen refleks i poterne.
  • En ændring i kropsholdning. Hunden kan sænke hovedet eller krumme ryggen for at mindske trykket på rygmarven.
  • Nedsat blære- og tarmfunktion. Hunden kan ikke længere kontrollere urin eller afføring eller har svært ved at tisse eller have afføring.

Hvordan diagnosticeres wobbler-syndrom?

For at diagnosticere wobbler-syndrom skal dyrlægen foretage en grundig klinisk undersøgelse og spørge ind til hundens sygehistorie. Han vil kigge efter de typiske symptomer og teste hundens reflekser og smerteopfattelse. Yderligere undersøgelser er dog nødvendige for at bestemme den nøjagtige lokalisering og omfanget af rygmarvskompressionen. Disse omfatter:

  • Et røntgenbillede af rygsøjlen: Det kan vise en indsnævring af rygmarvskanalen eller en forskydning af hvirvellegemerne, men det viser ikke selve rygmarven.
  • En myelografi: Et kontrastmiddel sprøjtes ind i rygmarvskanalen, hvorefter der tages et røntgenbillede. Kontrastmidlet viser rygmarvens form og kan visualisere kompression.
  • Computertomografi (CT) eller magnetisk resonans (MRI) af rygs øjlen: Disse er de mest nøjagtige metoder til at visualisere rygmarven og de omkringliggende strukturer. De kan også udelukke andre årsager til neurologiske symptomer, f.eks. tumorer eller infektioner.

Hvordan behandles wobbler-syndrom?

Behandlingen af wobbler-syndrom afhænger af symptomernes sværhedsgrad, hundens alder og sundhedstilstand. Der er to muligheder: konservativ behandling eller kirurgisk behandling.

Konservativ behandling

Konservativ behandling har til formål at lindre smerter, reducere inflammation og opretholde mobilitet. Den omfatter

  • Indgivelse af smertestillende og antiinflammatoriske lægemidler, f.eks. ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler (NSAID) eller kortikosteroider. Disse kan indgives oralt eller ved injektion.
  • Brug af fysioterapeutiske tiltag som massage, varme, kulde eller elektrisk stimulering. Det kan fremme blodcirkulationen, få musklerne til at slappe af og stimulere nerverne.
  • Livsstilsjusteringer som f.eks. at reducere vægten, undgå trapper eller glatte gulve, bruge en sele i stedet for en krave eller sørge for en ortopædisk seng. Det kan reducere trykket på rygsøjlen og øge komforten.

Konservativ behandling kan være tilstrækkelig ved milde til moderate symptomer til at opnå bedring eller i det mindste forhindre progression. Den kræver dog regelmæssig overvågning af dyrlægen og konsekvent gennemførelse af ejeren.

Kirurgisk behandling

Kirurgisk behandling har til formål at fjerne rygmarvskompressionen og stabilisere rygsøjlen. Der findes forskellige kirurgiske teknikker, som kan anvendes afhængigt af lokalisering og årsag til kompressionen. Disse omfatter

  • Ventral dekompression: Dette indebærer, at man fjerner en del af hvirvellegemet for at skabe mere plads til rygmarven. Denne metode bruges primært til hunde med kompression i halshvirvelsøjlen.
  • Dorsal laminektomi: En del af hvirvelbuen fjernes for at skabe mere plads til rygmarven. Denne metode bruges hovedsageligt til hunde med kompression i bryst- eller lændehvirvelsøjlen.
  • Ventral fusion: To eller flere hvirvellegemer smeltes sammen for at forhindre forskydning. Denne metode bruges ofte i kombination med ventral dekompression.
  • Dorsal stabilisering: Metalplader eller -skruer sættes fast påryghvirvlerne for at forhindre forskydning. Denne metode bruges ofte i kombination med dorsal laminektomi.

Kirurgisk behandling kan være nødvendig, hvis symptomerne er svære, eller hvis konservativ behandling ikke har virket, for at opnå en forbedring eller i det mindste forhindre yderligere forværring. Men det indebærer også risici som blødning, infektion, nerveskader eller rekompression. Det kræver derfor nøje overvejelser hos dyrlægen og ejeren samt intensiv efterbehandling.

Hvad er prognosen for Wobbler syndrom?

Prognosen for Wobbler-syndrom afhænger af symptomernes sværhedsgrad, hundens alder og helbred samt den valgte behandlingsmetode. Generelt kan man sige

  • Konservativ behandling kan give en forbedring på 50 til 70 procent ved milde til moderate symptomer.
  • Kirurgisk behandling kan opnå en forbedring på 70 til 90 procent ved svære symptomer.
  • Tilbagefaldsraten er omkring 10 til 20 procent for både konservativ og kirurgisk behandling.

Wobbler-syndromet er en kronisk tilstand, som ikke kan helbredes, men som kan kontrolleres med passende behandling og pleje.

Forfatterne går ud fra, at en dyrlæge bør konsulteres, hvis et dyr er sygt, og at medicin kun bør tages efter konsultation med en læge eller et apotek. Kun en individuel undersøgelse kan føre til en diagnose og beslutning om behandling.

Vi kan hjælpe dig med at finde din nærmeste dyrlæge → På denne måde