Skip to main content

Rygmarv

Rygmarven er en vigtig del af nervesystemet hos hunde. Den forbinder hjernen med resten af kroppen og gør det muligt at kontrollere bevægelser, reflekser og fornemmelser. I denne artikel kan du lære mere om rygmarvens funktion, anatomi og de mest almindelige sygdomme hos hunde.

Rygmarvens funktion

Rygmarven er en forlængelse af hjernen, som løber gennem rygmarvskanalen. Den består af nerveceller, som overfører elektriske signaler mellem hjernen og kroppen. Rygmarven er inddelt i forskellige sektioner, som hver især er ansvarlige for bestemte dele af kroppen. For eksempel er cervikalsektionen ansvarlig for forbenene, thoraxsektionen for overkroppen og lumbalsektionen for bagbenene.

Rygmarven er også involveret i udførelsen af reflekser, som er automatiske reaktioner på stimuli. For eksempel trækker en hund poten tilbage, når den træder på noget skarpt, uden at den behøver at tænke over det. Reflekser styres af rygmarven, uden at hjernen er involveret.

Rygmarvens anatomi

Rygmarven er omgivet af tre lag, som beskytter og giver næring til den. Det inderste lag kaldes pia mater og ligger direkte mod rygmarven. Det midterste lag kaldes arachnoidea og indeholder en væske, der kaldes cerebrospinalvæske. Det yderste lag kaldes dura mater og danner en solid kappe omkring rygmarven.

Rygmarven har en central kanal, som er fyldt med cerebrospinalvæske. Cerebrospinalvæsken fungerer som støddæmper og transportmiddel for næringsstoffer og affaldsstoffer. Rygmarven har også to rødder, der strækker sig fra hver ryghvirvel. Den forreste rod indeholder motoriske nervefibre, som fører signaler fra hjernen til musklerne. Den bageste rod indeholder sensoriske nervefibre, som fører signaler fra sanseorganerne til hjernen.

Sygdomme i rygmarven

Rygmarven kan blive beskadiget af forskellige faktorer, f.eks. traume, infektion, betændelse, tumor eller degeneration. Konsekvenserne af rygmarvsskader afhænger af skadens sværhedsgrad, placering og varighed. Mulige symptomer er

  • smerter
  • svaghed
  • lammelse
  • Tab af følelse
  • Tab af reflekser
  • Inkontinens
  • Ændringer i adfærd

Rygmarvsskader diagnosticeres ved hjælp af en klinisk undersøgelse, en neurologisk undersøgelse og billeddannende procedurer som røntgen, ultralyd eller magnetisk resonans (MRI). Behandlingen af rygmarvsskader afhænger af årsagen til og omfanget af skaden. Mulige behandlingsmetoder er

  • Medicinering
  • operation
  • fysioterapi
  • akupunktur
  • Stamcellebehandling

Prognosen for rygmarvsskade afhænger af mange faktorer, f.eks. hundens alder, helbred og reaktion på behandlingen. Nogle hunde kan komme sig helt eller delvist, mens andre kan få permanente funktionsnedsættelser.

Forfatterne går ud fra, at en dyrlæge bør konsulteres, hvis et dyr er sygt, og at medicin kun bør tages efter konsultation med en læge eller et apotek. Kun en individuel undersøgelse kan føre til en diagnose og beslutning om behandling.

Vi kan hjælpe dig med at finde din nærmeste dyrlæge → På denne måde