Skip to main content

Ilt-toksicitet

Ilttoksicitet er en alvorlig tilstand, der skyldes indånding af for meget ilt. Det kan skade forskellige organer og væv, især hjernen, lungerne og øjnene. I denne artikel kan du læse om, hvad ilttoksicitet er, hvordan det opstår, hvilke symptomer det giver, og hvordan du kan forebygge eller behandle det.

Hvad er ilttoksicitet?

Ilt er et livsvigtigt element, som vi har brug for til at trække vejret. Men for meget ilt kan være skadeligt. Vores krop er tilpasset et bestemt ilttryk i luften, som er ca. 0,21 bar. Hvis vi indånder mere ilt end normalt, stiger ilttrykket i vores blod. Det kan føre til en overproduktion af frie radikaler, som angriber og oxiderer vores celler.

Der er to typer af ilttoksicitet,afhængigt afhvilken del af kroppen, der påvirkes:

  • Central ilttoksicitet: Dette påvirker centralnervesystemet (CNS), dvs. hjernen og rygmarven. Det kan føre til anfald, bevidsthedstab, personlighedsændringer og hjerneskade.
  • Pulmonal ilttoksicitet: Dette påvirker lungerne og luftvejene. Det kan føre til betændelse i alveolerne, lungeødem, nedsat lungefunktion og kronisk lungesygdom.

Hvordan opstår ilttoksicitet?

Ilttoksicitet skyldes overeksponering for forhøjet ilttryk. Det kan ske på forskellige måder:

  • Under ventilation med ren ilt eller en høj procentdel af ilt. Dette kan være nødvendigt for patienter med alvorlig åndedrætsbesvær eller for tidligt fødte børn.
  • Med hyperbarisk oxygenering (HBO). Det er en behandlingsform, hvor patienterne behandles med ren ilt i et trykkammer. Den bruges til visse sygdomme som f.eks. kulilteforgiftning eller sårhelingsproblemer.
  • Ved dykning med trykluft eller berigede luftblandinger (Nitrox). Ilttrykket stiger med dybden. Jo dybere du dykker, jo højere er ilttrykket.

Sandsynligheden for og sværhedsgraden af ilttoksicitet afhænger af flere faktorer:

  • Niveauet af ilttryk
  • Varigheden af eksponeringen
  • Den individuelle følsomhed
  • Den fysiske aktivitet
  • Den omgivende temperatur

Hvilke symptomer giver ilttoksicitet?

Symptomerne på ilttoksicitet kan variere afhængigt af type og sværhedsgrad. Nogle symptomer kan fungere som advarselstegn, mens andre kan optræde pludseligt og uden varsel.

Symptomerne på central ilttoksicitet er

  • Tunnelsyn
  • ringen for ørerne
  • Kvalme
  • svimmelhed
  • opkastning
  • Ændringer i personlighed
  • ophidselse
  • angst
  • forvirring
  • kramper
  • Tab af bevidsthed

Symptomerne på pulmonal ilttoksicitet er

  • hoste
  • Åndenød
  • Smerter i brystet
  • Blodigt opspyt
  • feber

Langvarig eksponering for forhøjet ilttryk kan også skade øjnene og føre til skader på nethinden.

Hvordan kan ilttoksicitet undgås eller behandles?

Den bedste måde at undgå ilttoksicitet på er at holde ilttrykket så lavt som muligt. Det betyder, at man kun indånder så meget ilt, som man har brug for, og begrænser varigheden af eksponeringen.

Når man ventilerer med ilt, skal ilttrykket i blodet kontrolleres regelmæssigt. Iltniveauet skal justeres, så det er tilstrækkeligt, men ikke for højt. Ventilationen skal stoppes så hurtigt som muligt, når patienten er kommet sig.

I tilfælde af hyperbarisk iltning skal behandlingen udføres i henhold til en fast protokol. Trykkammeret skal betjenes med pauser og luftindånding. Behandlingen bør kun fortsætte, så længe det er nødvendigt.

Ved dykning med trykluft eller nitrox skal den maksimale dykkedybde og dykketid overholdes. Du skal følge de tabeller eller computere, der viser det tilladte ilttryk og CNS-belastning. Du skal også holde tilstrækkelige pauser på overfladen og ikke overanstrenge dig.

Hvis du bemærker symptomer på ilttoksicitet, skal du handle med det samme. Under ventilation eller HBO skal du reducere iltmængden eller stoppe behandlingen. Når du dykker, skal du komme langsomt op til overfladen og stoppe, hvis det er nødvendigt. Du bør også konsultere en læge for at udelukke mulige komplikationer.

 

Iltforgiftning er en alvorlig tilstand, som kan være livstruende. Men med den rette viden og de rette forholdsregler kan det forebygges eller behandles.


Forfatterne går ud fra, at en dyrlæge bør konsulteres, hvis et dyr er sygt, og at medicin kun bør tages efter konsultation med en læge eller et apotek. Kun en individuel undersøgelse kan føre til en diagnose og beslutning om behandling.

Vi kan hjælpe dig med at finde din nærmeste dyrlæge → På denne måde