Skip to main content

Dysplasi i albuen

En repræsentation af Dysplasi i albuen

Albueledsdysplasi er en sygdom, der påvirker hundens albueled. Den kan føre til smerter, halthed og slidgigt. I dette blogindlæg finder du ud af, hvad albueledsdysplasi er, hvordan det udvikles, hvordan det diagnosticeres og behandles, og hvordan du kan forebygge det.

Hvad er albuedysplasi?

Albueledsdysplasi er en fællesbetegnelse for forskellige udviklingsforstyrrelser i albueleddet. Albueleddet består af tre knogler: overarmsknoglen (humerus), ulna-knoglen (ulna) og radius-knoglen (radius). Disse knogler skal passe perfekt sammen, for at leddet kan fungere problemfrit. Ved albuedysplasi er der tale om en misdannelse eller ujævn vækst af knoglerne eller brusken, hvilket fører til ustabilitet eller slitage af leddet.

Hvordan udvikles albuedysplasi?

De nøjagtige årsager til albuedysplasi er endnu ikke fuldt ud forstået. Der er dog nogle faktorer, som kan øge risikoen, f.eks.

  • Genetik: Albueledsdysplasi er en arvelig tilstand, som er mest almindelig hos store og tunge hunderacer som berner sennenhund, schæferhund, golden retriever eller labrador retriever. Men mindre racer kan også rammes, f.eks. beagle eller fransk bulldog.
  • Kost: For højt eller for lavt kalorieindtag, mangel på eller overskud af visse næringsstoffer som calcium eller fosfor kan påvirke knoglevæksten og føre til misdannelser.
  • Motion: For meget eller for lidt motion kan også forstyrre knoglevæksten. For meget motion kan føre til overbelastning af leddet, mens for lidt motion kan føre til svækkelse af muskler og ledbånd.

Hvordan diagnosticeres albueledsdysplasi?

Hvis du ser tegn på albuedysplasi hos din hund, bør du kontakte en dyrlæge. Symptomerne kan variere afhængigt af sværhedsgraden og det berørte led, men typiske tegn omfatter

  • Halthed eller halthed på det ene eller begge forben
  • Ømhed eller stivhed ved berøring eller bevægelse af albuen
  • Hævelse eller fortykkelse af albuen
  • Begrænset mobilitet eller knæklyde i albuen

Dyrlægen vil foretage en klinisk undersøgelse og tage et røntgenbillede af albuen for at bekræfte diagnosen. I nogle tilfælde kan det også være nødvendigt med en computertomografi (CT) eller magnetisk resonans (MRI) for at vurdere strukturerne i leddet mere detaljeret.

Hvordan behandles albueledsdysplasi?

Behandlingen af albueledsdysplasi afhænger af alder, helbredstilstand og sygdommens sværhedsgrad. Der er to behandlingsmuligheder: konservativ eller kirurgisk.

Konservativ behandling har til formål at lindre smerter og reducere inflammation. Dette omfatter:

  • Smertestillende og anti-inflammatorisk medicin
  • Vægtreduktion for overvægtige hunde
  • Tilpasning af kosten til hundens behov
  • Fysioterapi og træningsterapi
  • Beskyttelse af leddene med bandager eller ortoser

Kirurgisk behandling har til formål at fjerne årsagen til albueledsdysplasi og forbedre funktionen af leddet. Dette omfatter

  • Artroskopi: En minimalt invasiv operation, hvor et lille kamera føres ind i leddet for at vurdere brusken og fjerne beskadigede dele.
  • Osteotomi: En operation, hvor en del af knoglen skæres over og justeres for at forbedre pasformen i leddet.
  • Ledudskiftning: En operation, hvor hele leddet udskiftes med en kunstig protese.

Hvordan kan man forebygge albuedysplasi?

Albueledsdysplasi er en tilstand, der ikke altid kan forebygges. Der er dog nogle ting, du kan gøre for at reducere risikoen eller lindre symptomerne, f.eks.

  • Køb en hund fra en velrenommeret opdrætter, som har testet forældredyrene for albueledsdysplasi og kan give dig de relevante certifikater.
  • Giv din hund en kost af høj kvalitet, der passer til dens størrelse, alder og aktivitetsniveau. Undgå overfodring eller kosttilskud uden dyrlægerådgivning.
  • Giv din hund tilstrækkelig motion, men undgå ekstreme anstrengelser eller spring. Sørg for, at din hund ikke går på glatte eller hårde overflader.
  • Få din hund undersøgt regelmæssigt af en dyrlæge, og hold øje med tegn på albueledsdysplasi. Jo tidligere tilstanden erkendes, jo bedre er chancerne for behandling.

Forfatterne går ud fra, at en dyrlæge bør konsulteres, hvis et dyr er sygt, og at medicin kun bør tages efter konsultation med en læge eller et apotek. Kun en individuel undersøgelse kan føre til en diagnose og beslutning om behandling.

Vi kan hjælpe dig med at finde din nærmeste dyrlæge → På denne måde